SKATs juridiske nyheder
Genoptagelse af afgiftstilsvar - Godtgørelse af moms på byggemodningsudgifter
10/28/2021

Et selskab solgte medio 2016 en byggegrund og blev i den forbindelse momsregistreret. Inden 1. januar 2011, hvor levering af fast ejendom blev momspligtig, havde selskabet i 2008 og 2009 afholdt momsbelagte udgifter til byggemodning af grunden. Den 7. februar 2017 anmodede selskabet om genoptagelse af afgiftstilsvaret med henblik på at få godtgjort momsen på de i 2008 og 2009 afholdte byggemodningsudgifter. SKAT afviste anmodningen med henvisning til, at godtgørelse vedrørende grunde, der ikke var solgt 5 år efter den 1. januar 2011 efter overgangsreglen i lov nr. 520 af 12. juni 2009 § 3, stk. 3, kunne gives ved udgangen af 2015, og at godtgørelsen efter momsbekendtgørelsens § 134, stk. 7, skulle gives ved fradrag som indgående afgift (købsmoms) på momsangivelsen for den sidste afgiftsperiode i 2015.

Landsskatteretten fandt, at overgangsbestemmelserne ikke tilsidesatte de almindelige regler i skatteforvaltningsloven kapitel 11 om frister for fastsættelse og ændring af afgiftstilsvaret. Selskabets anmodning om genoptagelse den 7. februar 2017 blev i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, indgivet inden tre år efter udløbet af angivelsesfristen for den sidste afgiftsperiode i 2015. For denne afgiftsperiode var der imidlertid ikke fastsat et afgiftstilsvar for selskabet, idet selskabet ikke forud for salget af byggegrunden i 2016 foretog momspligtige leverancer og som følge heraf ikke opkrævede og angav moms. Da der således ikke var fastsat et afgiftstilsvar for perioden, som kunne ændres, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, imødekom Landsskatteretten ikke selskabets anmodning. Med denne begrundelse stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.

Momspligtig erhvervelse af en ny båd via et grænseoverskridende leasingarrangement
10/28/2021

Sagen angik, om sagsøgeren, som var en privatperson, skulle betale dansk erhvervelsesmoms af en ny båd på over 7,5 meter, som sagsøgeren havde leaset ved et hollandsk leasingselskab, i medfør af momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 6, nr. 2 (dagældende stk. 4, nr. 2), jf. § 65, stk. 2 (dagældende stk. 3). 

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og under hensyn til leasingarrangementets samlede karakter, at sagsøgeren måtte anses for at have erhvervet båden i momsmæssig henseende og derfor skulle betale dansk erhvervelsesmoms, idet leasingselskabet reelt alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren ikke bare havde rådet faktisk over båden, men at sagsøgeren også - i modsætning til leasingselskabet - havde haft en ejers økonomiske risiko i leasingperiodens løbetid, og at leasingselskabet trods det formelle ejerforhold havde været afskåret fra i leasingperioden at råde retligt over båden som en ejer, herunder ved salg eller yderligere pantsætning. 

Sagen blev behandlet sammen med sagerne BS-3190/2019-KOL og BS-13485/2019-KOL, hvor retten nåede til samme resultat.

Momspligtig erhvervelse af en ny båd via et grænseoverskridende leasingarrangement
10/28/2021

Sagen angik, om sagsøgeren, som var en privatperson, skulle betale dansk erhvervelsesmoms af en ny båd på over 7,5 meter, som sagsøgeren havde leaset ved et hollandsk leasingselskab, i medfør af momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 6, nr. 2 (dagældende stk. 4, nr. 2), jf. § 65, stk. 2 (dagældende stk. 3). 

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og under hensyn til leasingarrangementets samlede karakter, at sagsøgeren måtte anses for at have erhvervet båden i momsmæssig henseende og derfor skulle betale dansk erhvervelsesmoms, idet leasingselskabet reelt alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren ikke bare havde rådet faktisk over båden, men at sagsøgeren også - i modsætning til leasingselskabet - havde haft en ejers økonomiske risiko i leasingperiodens løbetid, og at leasingselskabet trods det formelle ejerforhold havde været afskåret fra i leasingperioden at råde retligt over båden som en ejer, herunder ved salg eller yderligere pantsætning. 

Sagen blev behandlet sammen med sagerne BS-13485/2019-KOL og BS-28754/2019-KOL, hvor retten nåede til samme resultat.

Ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvar af mineralolieafgift
10/28/2021

Et selskab, der drev vognmandsvirksomhed, fik leveret brændstof fra et olieselskab. Selskabet opgjorde og afregnede afgift efter forbrugsmetoden, jf. mineralolieafgiftslovens § 7, stk. 2. Selskabet havde siden 2010 været registreret som autoriseret oplagshaver efter mineralolieafgiftslovens § 3, stk. 3, hvorefter selskabet havde fået leveret produkter, der ikke var afgiftsberigtiget. Med virkning fra 1. juni 2011 ændrede olieselskabet det leverede produkt, hvorefter selskabet skulle afregne afgiften med en lavere sats end tidligere. Derfor havde selskabet fejlagtigt beregnet afgiften for perioden 1. juli 2011 - 31. december 2013 med en for høj sats. Olieselskabet havde ikke informeret selskabet direkte om ændringen, men ændringer i afgiftssatsen havde fremgået af priscirkulæret, der lå på olieselskabets hjemmeside. Afgiftssatserne havde ikke fremgået af fakturaerne fra olieselskabet, men produktnavnet på fakturaerne var blevet ændret. Den 19. december 2016 modtog SKAT selskabets efterangivelse af mineralolieafgift for perioden 1. juli 2011 - 31. december 2013, hvorefter selskabet skulle have tilbagebetalt mineralolieafgift med 374.497 kr.

Landsskatteretten anførte, at selskabet havde haft anledning til at undersøge, om selskabet skulle opgøre afgiftstilsvaret med en anden afgiftssats i forbindelse med, at olieselskabet havde ændret produktnavnet på fakturaerne. Selskabet havde således ikke været afskåret fra at indse fejlen og træffe de nødvendige forholdsregler herimod. Videre anførte Landsskatteretten, at selskabet som autoriseret oplagshaver efter mineralolieafgiftslovens § 3, stk. 3, havde pligt til på månedlig basis at føre et regnskab, som kunne danne grundlag for opgørelse og kontrol med afregningen af afgiften, jf. mineralolieafgiftslovens § 6, stk. 2, og § 14, stk. 2. Derfor måtte det også kunne forventes, at selskabet løbende kontrollerede, at de korrekte afgiftssatser blev anvendt med henblik på at sikre, at regnskabet altid var korrekt. Herefter, og da beløbets størrelse ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Landsskatteretten, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

Forhøjelse af afgiftstilsvar for dækningsafgift - Chokoladeafgift
10/28/2021

Efter en samlet vurdering af syv vaffelprodukter og tre halva-produkter fandt Landsskatteretten, at alle produkterne var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1. Der skulle derfor svares afgift af varernes nettovægt, jf. chokoladeafgiftslovens § 2, og ikke kun dækningsafgift af vægten af de afgiftspligtige bestanddele i henhold til lovens § 22, stk. 4.

Straf - skattesvig - hovedaktionær - fri bil - fri bolig - 3. parts indberettede oplysninger - sandsynlighedsforsæt
10/27/2021

T var tiltalt for skattesvig for indkomstårene 2007-2015 ved ikke at have selvangivet/oplyst eller indberettet værdi af fri bolig, fri bil og diverse andre goder fra sin virksomhed. T var direktør i tre selskaber, eneste administrative medarbejder i selskabet, bortset fra en freelance bogholder, og selskabskapitalen stammede oprindelig fra T. T havde derved unddraget for 2.537.207 kr. i alt i skat.

T forklarede, at han var enig i den talmæssige opgørelse. T gjorde gældende at forholdene skal betragtes som uagtsomme, at en del af værdien af den frie bil er indberettet for 2009, om end for sent, at bilen har været på værksted i to måneder i 2008 og i fire måneder i 2009 samt at han henholdsvis i 2007 og 2014-15 har været frakendt førerretten. T troede, at værdien af boligen kunne opgøres som lejeværdien af en tilsvarende bolig og der skal ske fradrag, idet en del af boligen har været anvendt til erhverv. Han har ikke kontrolleret skatteansættelserne og han har ikke foretaget indberetning. T påberåbte sig straffrihed med henvisning til skattekontrollovens regler om straffrihed for 3. parts indberettede oplysninger.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen, men frifandtes vedrørende fri bil for indkomståret 2013. Retten lagde til grund, at det forhold, at selskabskapitalen i en årrække har været registreret til Ts mor, ikke har været reelt, og at T har været den reelle kapitalejer. T har været bekendt med, at der skulle betales et betydeligt beløb for værdien af fri bil. Idet T har været den reelle kapitalejer, direktør og eneste administrative medarbejder i firmaet, og det ikke er sandsynliggjort, at der har foreligget en klar instruks til den ad hoc ansatte bogholder, har det stået T klart, at der var overvejende sandsynlighed for at beløbet vedrørende fri bil og fri bolig ikke blev indberettet og der derved ville unddrages skat. Boligen fandtes ikke indrettet til erhverv. Den manglende indberetning af værdi af fri bil for indkomstårene 2014 og 2015 samt vederlagsfrie fordele for indkomståret 2013 kan ikke straffes efter skattekontrolloven, jf. dennes § 1a, men da T var den reelle kapitalejer, direktør og eneste fastansatte administrative medarbejder fandtes T at kunne straffes efter kildeskatteloven. T idømtes 1½ års fængsel samt en tillægsbøde på 2.000.000 kr. Tillægsbøden nedsattes grundet lang sagsbehandlingstid.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, med den ændring, at tillægsbøden fastsættes til 2.500.000 kr.

Uddeling af grundkapital ved opløsning af en ikke-erhvervsdrivende fond
10/27/2021

Skatterådet bekræftede, at der var skattefrihed ved uddeling af grundkapital, idet beskatning ved uddeling fra grundkapitalen forudsætter, at der er tale om forbrug af en bunden kapital, der var skattefri ved tilgangen, jf. fondsbeskatningslovens § 3, stk. 6 eller efter den tidligere dispensationsordning. Idet grundkapitalen var tilgået fonden før indførelse af fondsbeskatningsloven, kunne der ikke ske beskatning ved uddeling af fondens grundkapital som følge af opløsningen.

Genoptagelse - ændring af praksis for fradragsret for moms af leasingydelser på demonstrations- og udlejningspersonbiler anvendt til ærindekørsel - udkast til styresignal
10/26/2021

Landsskatteretten har i SKM2018.25.LSR truffet afgørelse om, at en autoforhandler kan få fuldt fradrag for moms af leasingydelser på demonstrations- og udlejningspersonbiler, jf. momslovens § 42, stk. 6, også selv om der er foretaget ærindekørsel i bilerne, så længe ærindekørslen ikke er sket til virksomheden uvedkommende formål. Dette er en ændring af praksis, da ærindekørsel i virksomheden, fx kørsel mellem afdelinger og afhentning af reservedele, hidtil har været anset for ikke fradragsberettigede formål omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

I styresignalet beskrives ændringen af praksis vedrørende autoforhandleres fradrag for moms af leasingydelser vedrørende demonstrations- og udlejningspersonbiler, som anvendes til ærindekørsel i virksomheden, fx kørsel mellem afdelinger og afhentning af reservedele.

Ophævelse af visse styresignaler offentliggjort i perioden 2009 til 2021 - Styresignal
10/25/2021

Styresignalet ophæver en række styresignaler, som er offentliggjort i perioden 2009 til og med 2021. Styresignalerne ophæves, da de enten er indarbejdet i Den juridiske vejledning eller vedrører ikke længere gældende lovgivning m.v.

Forskerskatteordningen - udskudt bonus og feriegodtgørelse
10/25/2021

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgeren kunne beskattes under forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F af kontante bonusudbetalinger i perioden 2020 til 2025, der var optjent under et ansættelsesforhold med H1 i perioden 1. maj 2016 til 31. december 2019. Spørgeren fraflyttede Danmark samtidig med ansættelsesforholdets ophør. Bonusbeløbene var ikke retserhvervet ved fratrædelsen/fraflytningen. Det var Skatterådets opfattelse, at spørgeren blev almindelig begrænset skattepligtig af den bonus, han modtog fra H1 på udbetalingstidspunktet, dog senest 6 måneder efter den endelige retserhvervelse.

Skatterådet fandt endvidere, at beskatning af feriegodtgørelse, der relaterede sig til de udbetalte bonusser, tidligst kunne ske, når der var sket retserhvervelse af beløbet. Feriegodtgørelsen var først retserhvervet, når den bonus, der var omfattet af spørgsmål 1, var retserhvervet. Feriegodtgørelsen skulle herefter beskattes på samme tidspunkt og på samme måde som den bonus, den var beregnet af, det vil sige som almindelig begrænset skattepligtig indkomst.

Fast driftssted ved ansættelse af salgsrepræsentant i Danmark
10/22/2021

Skatterådet fandt, at det ville føre til et fast driftssted i Danmark, hvis et udenlandsk selskab ansatte en salgsrepræsentant i Danmark, som skulle udføre salgsaktiviteter for kunder i Sverige, Finland og Norge. Der blev lagt vægt på, at medarbejderen ville have en central funktion inden for salg samt at medarbejderen ville være ansat med henblik på udvikling af det nordiske marked, hvorfor medarbejderens geografiske placering i regionen måtte anses for at have selvstændig værdi for virksomheden. At medarbejderen udførte en del af sit arbejde fra Danmark, skyldtes således ikke alene private forhold. Det var ikke afgørende for vurderingen, at medarbejderens arbejde ikke rettede sig mod kunder i Danmark. Det var derimod afgørende, at medarbejderen faktisk ville udføre en indtægtsskabende aktivitet (salg) fra sit hjemmekontor i Danmark.

Hybrid kapital og hybrid kernekapital - Investering omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 eller ligningslovens § 16 C
10/22/2021

Skatterådet fandt, at en udstedelse af hybrid kapital med step-up til renten var omfattet af kursgevinstloven og afkastet var en rente omfattet af statsskatteloven. De efterfølgende spørgsmål bortfaldt derfor for denne udstedelse.

For den anden udstedelse, der var hybrid kernekapital, skulle Skatterådet tage udgangspunkt i besvarelsen i SKM2021.377.SR og besvare en række spørgsmål vedr. den skattemæssige behandling af hybrid kernekapital, når investor var en enhed omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 eller Ligningslovens § 16 C.

Skattemæssig hjemmehørende
10/19/2021

Sagsøgeren havde bopæl og var fuld skattepligtig i både Danmark og Tyskland. Sagen angik, om sagsøgeren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller Tyskland, hvilket afhang af, med hvilken stat han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser). 

Retten lagde blandt andet vægt på, at sagsøgeren og hans kone tog bopæl i Danmark, hvor de i fællesskab erhvervede en ejendom, og at hans kone og børn forblev i Danmark, da han fik arbejde i Tyskland i 1999 og igen fra 2009 og fremefter. Sagsøgeren lejede bolig i Tyskland, og han oppebar hele sin lønindkomst fra Tyskland, men overførte større beløb til ægtefællernes fælles konto i Danmark. 

Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren tilbragte næsten alle weekender og fridage i Danmark, og at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde andre væsentlige personlige interesser i Tyskland ud over nogle sociale relationer i tilknytning til hans arbejdsliv. 

Efter en samlet bedømmelse af sagsøgerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Tyskland fandt retten, at sagsøgeren var hjemmehørende i Danmark. Skatteministeriets påstand om frifindelse er herefter taget til følge.

Momspligtig erhvervelse af en ny båd via et grænseoverskridende leasingarrangement
10/19/2021

Sagen angik, om sagsøgeren, som var en privatperson, skulle betale dansk erhvervelsesmoms af en ny båd på over 7,5 meter, som sagsøgeren havde leaset ved et hollandsk leasingselskab, i medfør af momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 6, nr. 2 (dagældende stk. 4, nr. 2), jf. § 65, stk. 2 (dagældende stk. 3). 

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og under hensyn til leasingarrangementets samlede karakter, at sagsøgeren måtte anses for at have erhvervet båden i momsmæssig henseende og derfor skulle betale dansk erhvervelsesmoms, idet leasingselskabet reelt alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren ikke bare havde rådet faktisk over båden, men at sagsøgeren også - i modsætning til leasingselskabet - havde haft en ejers økonomiske risiko i leasingperiodens løbetid, og at leasingselskabet trods det formelle ejerforhold havde været afskåret fra i leasingperioden at råde retligt over båden som en ejer, herunder ved salg eller yderligere pantsætning. 

Sagen blev behandlet sammen med sagerne BS-28754/2019-KOL og BS-3190/2019-KOL, hvor retten nåede til samme resultat. 

LL § 16 A - salg af ejendom til under kostpris
10/19/2021

Sagsøgerens selskab havde erhvervet og opført en privat beboelsesejendom, der umiddelbart efter færdiggørelsen blev udlejet til sagsøgerens datter og svigersøn. Kort tid efter opførelsen blev ejendommen solgt til sagsøgeren til omtrent 2/3 af selskabets kostpris. Det var ubestridt, at salgsprisen udgjorde den daværende markedspris for ejendommen. 

Retten fandt med henvisning til en række konkrete omstændigheder i sagen, at selskabets erhvervelse og opførelse af ejendommen i realiteten var sket for at tjene til bolig for sagsøgerens datter og svigersøn eller sagsøgeren selv. 

Under de foreliggende omstændigheder kunne det ikke tillægges betydning, at der i perioden, hvor huset var opført, generelt havde været et fald i priserne på ejendomsmarkedet. Endvidere kunne det ikke føre til et andet resultat, at sagsøgeren var frifundet for et strafferetligt ansvar for dispositionen. 

Sagsøgeren skulle derfor udbyttebeskattes af differencen mellem salgsprisen og kostprisen, jf. den praksis der følger af U.2007.1214H, og Skatteministeriet blev med henvisning hertil frifundet. 

Skønsmæssig ansættelse - mangelfulde regnskaber - negativt privatforbrug
10/18/2021

Sagen angik skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst på baggrund af, dels mangelfuldt regnskabsmateriale, dels negativt privatforbrug. 

Retten fandt indledningsvis, at skattemyndighederne med rette havde foretaget en skønsmæssig ansættelse. Retten kunne imidlertid ikke tiltræde skønnet, idet der ikke i tilstrækkelig grad var taget hensyn til de forbrugsoversigter, som sagsøgeren havde fremlagt for Landsskatteretten, ligesom der ikke var taget hensyn til, at sagsøgeren havde forklaret, at der i lange perioder havde boet andre personer i hendes lejlighed, der bidrog til afholdelsen af fællesudgifter. 

Derudover fandt retten, at skattemyndighederne fejlagtigt havde medtaget en gældsnedbringelse på ca. 200.000 kr. i sagsøgerens privatforbrug for det ene indkomstår. 

Retten hjemviste på den baggrund sagen til fornyet behandling

Beskatning af fri bil - bevisbyrde - hovedanpartshaver
10/18/2021

Sagens angik, om sagsøgeren i indkomstårene 2015-2017 skulle beskattes af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. 

Retten anførte, at bilerne, der var indregistreret til privat personkørsel på hvide nummerplader, efter oplysningerne i sagen havde været parkeret dagligt på sagsøgerens private adresse. Det påhvilede herefter sagsøgeren at sandsynliggøre, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for hendes private benyttelse. 

Retten anførte, at sagsøgeren hverken havde udarbejdet kørebog eller kørselsregnskab, ligesom der ikke var indgået en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, at bilerne ikke var til rådighed for privat kørsel. 
Endvidere var der ikke oplyst om forhold, der effektivt havde forhindret sagsøgeren i at råde privat over bilerne i de pågældende indkomstår. 

På den baggrund lagde retten til grund, at bilerne havde været stillet til rådighed for sagsøgerens private benyttelse i de pågældende indkomstår. 
Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Fast driftssted - hjemmekontor
10/18/2021

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke fik fast driftssted i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, som følge af medarbejderens aktivitet i Danmark. Spørger var et tysk selskab som beskæftigede sig med fremstilling, marketing og distribution af kemiske produkter. Spørger havde ansat en dansk medarbejder, som var bosat i Danmark og udførte størstedelen af sit arbejde for spørger fra medarbejderens hjemmekontor. Spørger havde dog ingen forretningsmæssig interesse i eller fordel af, at medarbejderen udførte sit arbejde fra Danmark. Ud fra de fremlagte oplysninger fandt Skatterådet at Spørgers tilstedeværelse i Danmark alene var begrundet i medarbejderens personlige forhold, som Spørger havde taget hensyn til.

Momsfritagelse - skibe i udenrigsfart - bistand ved køb af brændstof
10/18/2021

Et selskab ville udføre en lang række aktiviteter og handlinger i forbindelse med indkøb af brændstof på vegne af sine kunder. Ydelserne ville bl.a. bestå i kontakt med kundernes leverandører, sikring af specifikationer og forsyningskontrol, overvågning af leverandørernes kvalitetskontrol, indgåelse af kontrakter på kundernes vegne, rådgivning om valg af brændstoftyper, tjek af testresultater, markedsovervågning, leverandørstyring og fakturakontrol. Skatterådet bekræftede, at selskabets ydelser til kunderne kunne anses for at blive udført for at dække et umiddelbart behov i forbindelse med kundernes skibe. Ydelser var derfor momsfritagne som ydelser præsteret for skibe i udenrigsfart.

Skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 - passiv kapitalanbringelse - andele i solcelle- og vindmøllevirksomhed
10/15/2021

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en kapitalejer kunne overdrage kapitalandele i et selskab til sine døtre med skattemæssig succession, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34. Nærmere bestemt vedrørte sagen, om selskabets andele i solcelle- og vindmøllevirksomhed skulle anses som passiv kapitalanbringelse i relation til betingelserne for skattemæssig succession i aktieavancebeskatningslovens § 34. 

Selskabets andele i solcelle- og vindmøllevirksomhed bestod i, at selskabets helejede datterselskab via to partnerselskaber havde investeret i solcelleanlæg og vindmøller.

Landsretten udtalte, at vurderingen af, om selskabets virksomhed i overvejende grad består i passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, beroede på en bedømmelse af, om selskabets aktivitet udgjorde en reel erhvervsaktivitet, eller om aktiviteten havde karakter af passiv kapitalanbringelse. Videre udtalte landsretten, at opregningen af aktivtyper i stk. 6, ikke er udtømmende.

Landsretten udtalte herefter, at selskabets datterselskab ikke deltog aktivt i driften af solcelleanlæggene eller vindmøllerne, men alene oppebar et afkast af investeringen.

På den baggrund fandt landsretten, at der ikke var tale om en reel erhvervsaktivitet for datterselskabet, men derimod en passiv kapitalanbringelse i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. 

Landsretten udtalte i den forbindelse, at det af kapitalejeren anførte om partnerselskabernes skatteretlige stilling ikke kunne føre til en anden vurdering. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Sagen var henvist til behandling i landsretten i første instans som principiel.