Skatterådet godkendte, at pensionsudbetalingsalderen for piloter og kabinepersonale ansat i det anmodende selskab kunne nedsættes til 55 år.

Afhængig af pensionsordningernes type, kunne Skatterådet godkende nedsat pensionsudbetalingsalder efter pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 4, litra a og b, § 8, stk. 1, nr. 3, § 10, stk. 1, nr. 3, § 11 A, stk. 1, nr. 4 og § 12, stk. 1, nr. 3.

Dispensationen blev givet med den begrundelse, at de nævnte medarbejdere blev udsat for arbejdsbetingede belastninger, som kunne begrunde en nedsat pensionsudbetalingsalder. Herudover blev der lagt vægt på, at en række andre kommercielle luftfartsselskaber havde fået godkendt nedsat pensionsudbetalingsalderen for flyvende personale.

Spørger ejede og udlejede en minkfarm til A Mink K/S. Spørger havde søgt om erstatning/kompensation til følgeerhverv ved permanent nedlukning af minkrelateret virksomhed (udlejning af minkfarm).

Det var Skatterådets opfattelse, at erstatningen til følgevirksomheden skulle henføres til de erstattede aktiver i følgevirksomheden (bygninger og driftsmidler) og beskattes på samme måde som en salgssum for disse aktiver.

Spørger ejede endvidere 23,75% af A Mink K/S, der havde lejet Spørgers minkfarm og havde drevet virksomhed med minkavl. A Mink K/S havde søgt om nedlukningserstatning til minkavlere.

Som følge af det skattemæssige transparensprincip skulle Spørger medregne 23,75% af kommanditselskabets erstatningsbeløb som en salgssum for aktiverne i denne virksomhed (avlsbesætning, skattefrit indkomstgrundlag eller skattemæssig goodwill).

Efter Skatterådets opfattelse ændrede transparensprincippet ikke ved, at erstatningsbeløbene for de to virksomheder var ydet for aktiverne i de to virksomheder, og derfor skulle beskattes som salgssummer for de to virksomheders aktiver.

Spørger og A Mink K/S påtænkte at søge om sambehandling af deres ansøgninger om nedlukningserstatning. Reglerne om sambehandling indebar, at A Mink K/S kunne søge om nedlukningserstatning til begge virksomheder, og at det i givet fald var A Mink K/S, der ville få erstatningsbeløbet udbetalt. Det ville herefter være et anliggende mellem Spørger og A Mink K/S, hvordan erstatningsbeløbet skulle fordeles.

Det var Skatterådets opfattelse, at sambehandlingen ikke ændrede ved, at hver af parterne skulle beskattes af deres andel af erstatningssummen, og at hver parts erstatningsbeløb skulle beskattes på samme måde som det, erstatningsbeløbet trådte i stedet for. Den omstændighed, at Spørger både ejede selve minkfarmen og 23,75% af A K/S ændrede ikke herved.

Skatterådet bekræftede derfor, at Spørges skattefrie del af nedlukningserstatningen vedrørende ejerandelen i A Mink K/S ville være upåvirket af Spørgers ejerskab af selve minkfarmen.

Meddelelse om skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter mv., gældende for 2026.

Sagen vedrører værdiansættelse af en af rekvirenten erhvervet Ejerlejlighed fra rekvirentens helejede selskab. I rekvirentens udkast til skønstema blev anvendt en formulering indeholdende ordet "imidlertid", som efter Skattestyrelsens opfattelse måtte anses som forsøg på utilbørlig påvirkning af skønsmanden. På et telefonisk retsmøde tilkendegav retten, at brugen af ordet "imidlertid" kunne udgøre en utilbørlig påvirkning af skønsmanden og ikke ville blive tilladt.

Etter skønsmandens indgivelse af skønserklæringen blev det konstateret, at skønsmanden havde besvaret en version af skønstemaet indeholdende formuleringen, hvori ordet "imidlertid" indgik. Skattestyrelsen gjorde gældende, at en skønsmand har til opgave at levere en uafhængig og faglig neutral udtalelse til retten, og når skønsmanden har baseret sin konklusion på en sådan formulering, i direkte modstrid med rettens tilkendegivelse, er der risiko for at skønsmanden er blevet udsat for utilbørlig påvirkning, hvilket kompromitterer hele skønserklæringens troværdighed. Skattestyrelsen nedlagde påstand om, at den indgivne skønserklæring skulle erklæres ugyldig og uanvendelig i sagen, at Dansk Ejendomsmæglerforening skulle anmodes om at foreslå en ny skønsmand, samt at skønsforretningen skulle gå om.

Med henvisning til, at skønstemaets punkt 8 - den overordnede ramme for syn og skøn - indeholder en central beskrivelse af det ønskede syn og skøn, besluttede retten, at anvendelsen af ordet "imidlertid" i punkt 8 kunne have udgjort en utilbørlig påvirkning af skønsmanden, hvorfor skønserklæringen blev erklæret ugyldig og uanvendelig i sagen.

PAF er et pensionsafgiftssystem, hvor formålet er at modtage pensionsinstitutternes og pengeinstitutternes indberetning af pensionsafgifter for ophævede pensionsordninger efter pensionsbeskatningsloven.

Denne vejledning knytter sig til de blanketter, som institutterne skal bruge, når de skal beregne afgiften ved udbetaling eller disposition af beløb på en pensionsordning.    

Vejledningen er delt op i en specifik vejledning til blanketterne P30 (07.049), P31 (07.050) og P32 (07.084) og P32U (07.084U):

• Angivelse af afgift.
• Kapitalpension - Sådan skal blanket P30 (07.049) udfyldes - Afgiftsberegning.
• Ratepension mv. - Sådan skal blanket blanket P31 (07.050) udfyldes - Afgiftsberegning.
• Aldersordning mv. - Sådan skal blanket O32 (07.084) og blanket P32U (07.084) udfyldes - Afgiftsberegning.

Sagen angik den skattemæssige behandling af et tab på 10.089.492 kr., som sagsøgeren realiserede, da han den 16. december 2012 afstod en fordring. Hvis fordringen udgjorde en konvertibel obligation, jf. aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3, ville tabet på fordringen være fradragsberettiget. I modsat fald ville der foreligge et tab på en fordring, som efter kursgevinstloven ikke er fradragsberettiget. 

Beslutningen om at udstede et konvertibelt gældsbrev til sagsøgeren blev truffet på en generalforsamling den 1. marts 2012. Det blev samtidig besluttet at forhøje anpartskapitalen og indsætte en ny bestemmelse i selskabets vedtægter om udstedelsen af det konvertible gældsbrev. 

Generalforsamlingens beslutning om at udstede et konvertibelt gældsbrev, forhøje selskabskapitalen og ændre vedtægterne blev ikke anmeldt til Erhvervsstyrelsen inden for fristen på 2 uger, jf. selskabslovens § 173, stk. 2. Den 16. december 2012 var beslutningerne fortsat ikke registreret i eller anmeldt til Erhvervsstyrelsen. 

Landsretten fandt, at der dermed på overdragelsestidspunktet ikke var et selskabsretligt grundlag, der gjorde det muligt for sagsøgeren faktisk at udnytte den aftalte konverteringsret. På denne baggrund kunne sagsøgeren ikke anses for på overdragelsestidspunktet at have haft en reel ret til at konvertere sin fordring til anparter. Landsretten fandt derfor, at den omhandlede fordring på overdragelsestidspunktet den 16. december 2012 ikke var en konvertibel obligation i aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3’s forstand.

Den omstændighed, at der i 2014 blev indsendt vedtægter, som reflekterede generalforsamlingsbeslutningerne af 1. marts 2012, og at Erhvervsstyrelsen faktisk registrerede disse vedtægter, kunne ikke føre til en anden skatteretlig bedømmelse.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Styresignalet fastlægger praksis vedrørende fastsættelse af juridisk kategori efter ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2, i forhold til den forventede lovændring (lovforslag om ændring af ejendomsvurderingsloven, ejendomsskatteloven og forskellige andre love (Samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme og lempeligere ejendomsbeskatningsgrundlag for kolonihavegrunde m.v.)), der slår landbrugs- og skovejendomme sammen i en kategori samt tilføjer naturejendomme til kategorien. Med lovændringen bliver der således én samlet juridisk kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme. Styresignalet beskriver Skatteforvaltningens administration af det skøn, der følger af reglerne i ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 2, herunder Skatteforvaltningens administration og vægtning af de forskellige hensyn, der indgår i skønnet af ejendommens samlede karakter. Styresignalet beskriver forholdet mellem ejerboliger (EVL § 3, stk. 1, nr. 1) og den nye kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme, samt forholdet mellem erhvervsejendomme mv. (EVL § 3, stk. 1, nr. 4) og den nye kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme.

Styresignalet ændrer ikke på den eksisterende praksis i forhold til snitfladerne mellem ejerboliger (EVL § 3, stk. 1, nr. 1) og erhvervsejendomme mv. (EVL § 3, stk. 1, nr. 4), hvorfor denne praksis fortsat er gældende. 

Opgørelse af rentesats ifølge opkrævningslovens § 7, stk. 2, for 2026. 

For 2026 er renten for overskydende skattebeløb opgjort til 1,8 pct., og renten for skyldige skattebeløb er opgjort til 4,2 pct. 

Offentliggørelse af godtgørelsesprocenten, procenttillæg, restskatteprocenten og procenttillæg for 2025. 

Standardrenten for 2026 er beregnet til 4,2 pct. 

Rentesatser til beregning af renter og procenttillæg af restskat samt procentgodtgørelse på overskydende skat er her fastsat for indkomståret 2025 

Spørger havde den 18. marts 2025 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørgers erstatning var opgjort efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De tre væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029
3. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved udlejning af en del af minkfarmen

Beløb nr. 1 og 3 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Alle beløbene var tilbagediskonteret til nutidsværdi. Erstatningen var reduceret med 15.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Spørgers erstatning skulle derfor fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at de tre nævnte erstatningsbeløb, med fradrag for udtagning, var ydet som erstatning for alle virksomhedens aktiver. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode var en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserede sig på en 9-årige periode, var den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det var som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som var erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Der kunne ikke fordeles nogen værdi til indkomstgrundlag/goodwill, idet virksomhedens indtjening ikke kunne begrunde en positiv værdi heraf.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at ingen del af erstatningen for tabt fremtidig indtjening, skulle anses som afståelsessum for Spørgers bygninger og driftsmidler.

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 18. marts 2025.

Skatterådet har på mødet den 20. november 2025 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente oplysninger hos en dansk udbyder af betalingsløsninger om ikke identificerede fysiske og juridiske personers brug af betalingskort tilknyttet konti i en række udenlandske digitale banker. 

Spørger, der producerede elektricitet, ønskede bekræftet, at en aftale (PPA) om levering af elektricitet ikke var en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1. Hvis aftalen var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, ønskedes det bekræftet, at aftalen var en leveringsaftale, der var undtaget efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7.

Det var oplyst, at der var indgået en aftale mellem en enhed, der producerede elektricitet og derefter solgte den til et koncernforbundet selskab. Aftalen indeholdt to perioder, hvor der blev betalt forskellig afregningspris. I den første periode betales spotprisen for elektricitet og i den efterfølgende periode betales enten en fast pris på X eller X EUR.

Skatterådet fandt, at aftalen var en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der i aftalen var fastsat en fast pris for levering af elektricitet på et fremtidigt tidspunkt. Aftalen var derfor en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1.

Skatterådet fandt, at aftalen, der kun kunne opfyldes ved levering, opfyldte betingelserne i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, vedr. aftaler, der opfyldes ved levering. Aftalen var derfor undtaget fra beskatning efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 29 til 33 vedr. finansielle kontrakter.